Af Mohammad Rona, folketingskandidat for Moderaterne
I 2010 tog jeg en stor og skelsættende beslutning. På grund af job valgte jeg at rive teltpælene op og kaste mig ud på dybt vand ved Limfjorden. Jeg flyttede til Aalborg.
Min første indskydelse var, at mit ophold i det der senere blev kendt som Nordens Paris, skulle vare et år, hvorefter jeg ville drage tilbage til den velkendte tryghed i Vallensbæk på den københavnske vestegn.
Men der gik ikke lang tid, før der skete noget. Jeg faldt for byen og dens borgere, hvor af en helt særlig tog bolig i mit hjerte. Jeg mødte min nuværende hustru. Der gik derfor ikke lang tid før jeg indså, at det der startede som et eventyr og en spirende forelskede var blevet til kærlighed. Nordjylland blev min egn og Aalborg mit hjem.
I de første mange år begrænsede mit engagement i byen sig til arbejde og skole- hjemsamtaler samt deltagelse i Aalborgs mangfoldige og rige forenings- og kulturliv. Det har ændret sig nu. For første gang i mit liv har jeg nemlig. Men også det har nu ændret sig. For første gang har jeg nemlig engageret mig i politik.
I den forbindelse er det vigtigt for mig at holde endnu mere kontakt med den by og region, jeg bor i.
Jeg er egentlig ret cool med, at jeg ikke har den store politiske erfaring, og ikke er trænet i diverse klichéer og floskler, man ofte hører fra en trænet politiker. Det ser jeg faktisk som en fordel i forhold til at gøre den politiske debat mere autentisk og nuanceret. Det er jeg overbevist om, giver de bedste resultater på den lange bane, selvom det også kan gøre ondt på den korte bane.
Men det nu en gang en forudsætning, hvis du vil ind i politik for at gøre en forskel. At man slår sig. Især når vi taler om udlændinge- og integrationsområdet. Et område som i mange år været et af de førende emner i dansk politik – på godt og ondt. Det er et område alle har en holdning til. Det skal vi respektere. Men tonen og retorikken kan til tider virke for voldsom. Det kan vi ikke være foruden, hvis vi også kan bidrage til at nuancere debatten.
Her må jeg sige at jeg oplever nordjyderne kan noget. De er gode til at tale fornuft uden helt at overgive sig til følelse. Følelse er godt, men uden fornuft, drukner debatten, og det ved nordjyderne godt. Det oplever jeg faktisk ret tit. Det gør mig tryg og glad. Måske er det også derfor, at en vestegnsdreng som jeg forelskede sig i Nordjylland i almindelighed og Aalborg i særdeleshed. Regionen giver mig optimisme og min by giver mig energi.
Og min holdning er klar. Jeg ønsker ikke modkulturer og parrallelsamfund i Danmark. Jeg ønsker, at man respekterer de værdier og udviser den vilje, der skal til for at blive en del af samfundet. Præcis som mine forældre gjorde det, da vi kom til Danmark i 1991.
Min pointe er, at det er forældrenes ansvar (ikke skolens) at kickstarte den vilje og gejst hos børnene, så de bliver en del af fællesskabet. Tiden render fra os, hvis vi ikke handler nu- og det, ønsker jeg i hvert fald at gøre.
