Minkavlernes formand, Tage Pedersen, undrer sig over Mette Frederiksens (S) og Socialdemokratiets fremgang i Nordjylland, hvor mink-smitten og -sagen begyndte.
“Enten er hukommelsen dårlig, eller også har hun været god til at bortforklare”, siger Tage Pedersen.
Det undrer ham også, at Alternativet efter tirsdagens folketingsvalg fuldstændig har skiftet holdning og nu ikke længere vil have en advokatundersøgelse af Mette Frederiksens rolle i minksagen.
“Der er to ting, der går mig på. At der ikke er flertal for advokatundersøgelsen, og at man ikke kan regne med, hvad folk siger,” lyder det fra Tage Pedersen.
Lederen af Alternativet, Franciska Rosenkilde, sagde onsdag til Jyllands-Posten, at partiet før sommerferien var med på en advokatundersøgelse, men at “danskerne nu har talt”. Der er en “ny spilleplade – så det ikke på nuværende tidspunkt er et ultimativt krav”.
Alternativets i lang tid eneste medlem af Folketinget, Torsten Gejl, bekræftede kort før valget på Twitter, at partiet støttede en advokatundersøgelse.
Den holdning er altså ændret til det modsatte af lederen af partiet, Franciska Rosenkilde.
Tidligere medlem af Alternativet, Susanne Zimmer fra Frie Grønne, som ikke nåede over spærregrænsen, har fået den tanke, at Alternativet nu betaler tilbage til Socialdemokratiet. Susanne Zimmer har lagt mærke til, at socialdemokrater har skrevet pænt om Alternativet under valgkampen.
“Man kan tænke, det er påfaldende”, siger Susanne Zimmer.
Det ville være et tab for hele rød blok, hvis Alternativet kom lige under spærregrænsen på to procent.
Frederiksen for bordenden
Det var Mette Frederiksen, der sad for bordenden, da regeringens koordinationsudvalg for to år siden – uden at have loven på sin side – besluttede, at alle omkring 15 millioner mink skulle aflives på grund af frygt for corona-smitte.
Minkkommissionen nåede frem til, at det var grov vildledning fra Mette Frederiksen, da hun sagde på et pressemøde, at alle mink skulle aflives. Hun var imidlertid ikke selv klar over, at hun vildledte, da der manglede lovhjemmel, både til at kræve aflivningen og til at love tempobonus.
Den hårde kritik fra Minkkommissionen var årsagen til, at Radikale Venstre trak sin støtte til den socialdemokratiske regering, som så måtte udskrive det valg, der blev holdt i går 1. november.
88-87 for undersøgelse
Hvis der nu skal skabes flertal for advokatundersøgelsen, skal de i alt fire grønlandske og færøske folketingsmedlemmer undlade at stemme i sagen.
De borgerlige partier og Moderaterne ønsker en advokatundersøgelse, som skal vise, om der er grundlag for en rigsretssag mod Mette Frederiksen.
Tilsammen fik de borgerlige og Moderaterne 88 mandater. Den røde blok, inklusiv Radikale Venstre, fik 87 mandater, men yderligere støtte fra et færøsk og to grønlandske mandater. Det giver de nødvendige 90 mandater, som udgør et flertal i Folketinget.
Groft uagtsomt
En rapport fra advokathuset Lund Elmer Sandager nåede i september frem til, at Mette Frederiksen handlede groft uagtsomt i minksagen. Det kan føre til en dom i en rigsretssag ifølge ministeransvarlighedsloven.
Rapporten var betalt af Nye Borgerlige, som havde samlet penge ind.
Andre juridiske eksperter mener ikke, at statsministeren handlede groft uagtsomt, svarende til at køre med bind for øjnene.
Erstatning i 2027
Prisen for minksagen er vokset til over 20 milliarder kroner, hvoraf omkring halvdelen er erstatning til minkavlerne.
Det kan trække ud til 2027, før avlerne får færdigbehandlet deres sager og udbetalt deres penge, oplyser Tage Pedersen med henvisning til Trafikstyrelsen, som står for administrationen.
Af Esben Agerlin Olsen
….
Se listen over nordjyske politikere: