Debatindlæg af Johannes Andersen, samfundsforsker
Mette Frederiksens nyeste perspektiv for samfundsudviklingen lyder vel egentlig ganske lovende: fra velfærdsstat til velfærdssamfund. Fra noget, der lyder tungt, formynderisk og omkostningstungt, til noget, der mere fornemmes som dynamisk, effektivt, socialt og menneskeligt. Et håb om en udvikling, der ikke bare gør Danmark til et bedre samfund, men som samtidig også kan redde Socialdemokratiet fra en udbredt opfattelse i befolkningen af, at partiet er blevet et mere og mere magtfuldkomment og centralistisk parti, effektivt ført an af statsministeren.
Det lyder let bare at ændre virkeligheden ved at bruge nogle bestemte ord, så måske har Mette Frederiksen overset eller bevidst glemt nogle vigtige mellemregninger.
Flere børn og gamle, mere bureaukrati
Mette Frederiksens grundlæggende antagelse er, at ved at ændre perspektiv er man i stand til at afhjælpe nogle af tidens store udfordringer i velfærdsstaten, der ifølge hende i første omgang går ud på at håndtere ændringer i demografien præget af endnu flere børn og gamle, samtidig med at især flere og flere unge får ondt i sjælen. På institutionsområdet er der rekrutteringsproblemer, dels fordi der ikke er nok ansatte eller nok på vej med de rette uddannelser, og dels fordi mange af dem, der allerede er i institutionerne, vil have mere i løn. Ved siden af det er velfærdsstaten tynget af alt for tunge administrative arbejdsgange med masser af krav om dokumentation og bureaukratisk kontrol – tilsyneladende ofte opfundet lokalt. Der er også problemer med sammenhængskraften, dvs. ikke mindst indvandrere, og endelig er der et voksende forventningspres overalt i velfærdssamfundet.
Alene det at ændre det sproglige perspektiv fra velfædsstat til velfærdssamfund gør ingen forskel. Og generelt har man længe brugt begge ord i flæng, uden at det har ændret noget. Men i Mette Frederiksens nyeste udgave drejer det sig angiveligt om at gøre op med systemtænkning viklet ind i regler, proceskrav og bureaukrati. Ved at gøre op med dem kommer velfærd til at handle om faglighed, nærvær og omsorg, lyder statsministerens påstand. Men her overser Mette Frederiksen noget fundamentalt: Det er nemlig den politiske bevægelse væk fra det universelle princip i velfærdsstaten, der grundlæggende har åbnet op for bureaukratiet.
S har skrottet det universielle princip
Hvis alle arbejdsløse hjælpes, når og fordi de er arbejdsløse, er der jo ikke det store behov for kontrol og registrering. Her er brug for tillid til medborgerne og til at arbejdsløse har et ønske om at komme i arbejde igen. Hvor pointen er, at når de er arbejdsløse, så skyldes det ikke mindst økonomiske op- og nedture på markedet, hvor dem, der ”skaber” nye arbejdspladser, også er dem, der ”lukker” dem igen. Derfor går det universelle princip ud på at sikre levestandarden hos dem, det er gået ud over, og det var såmænd god latin hos socialdemokrater for 20-30 år siden.
Nu er det ikke længere god latin, og derfor har politisk mistillid og nidkærhed åbent for kontroller og bureaukrati og for ambitioner om reelt at begrænse det universelle princip, så folk kan tvinges i en bestemt retning eller ned i understøttelse, så der kan spares penge.
Socialdemokratiets egen Arnepension er et godt eksempel på den svækkelsen af det universelle: Den gælder ikke for alle, og derfor skal der kontroller og visitationer til. Dvs. mere papir og bureaukrati.
Socialdemokratiets politiske ambition gennem de seneste mange år på velfærdsområdet er tilsyneladende gået ud på at indskrænke det universelle princip mere og mere. Både fordi man ikke har fuld tillid til medborgerne, og fordi det vil være en mulighed for økonomisk gevinst. Det sidste er selvfølgelig en pointe, men den vejer ideelt set ikke tungere, end at den kan afhjælpes ved at opkræve lidt mere i skat. Universalisme koster!
Hun er ved at snyde
Hvis man lader som om, det ikke er tilfældet, så snyder man folk. Og det er det, Mette Frederiksen er ved at gøre lige nu. Hun taler om, at man bare kan undlade papir og bureaukrati, hvis man har vilje og lyst. Men det holder jo i virkeligheden kun, hvis man samtidig vil forsvare universalismen, hvor alle, der har brug for hjælp, skal hjælpes. At det kan åbne for misbrug af offentlige ressourcer, er helt sikkert også rigtigt. Og hvis denne mistanke bliver stærk nok, så starter man igen med papir, kontrol og bureaukrati. I stedet for tillidsfuldt at overlade det til de ansattes faglighed, vilje og indstilling og deres gode lederes evne til at styre processerne.
Mette Frederiksens mantra i forlængelse heraf lyder, at der også skal skabes plads til større lokale forskelle, præferencer og prioriteringer. Men hvordan lokale forskelle skal kunne redde den arbejdsløse, den usikre unge eller den marginaliserede indvandrer, er svært at gennemskue. Medmindre de lokale præferencer og prioriteringer går ud på at se stort på borgernes universelle rettigheder. Eksempelvis ved lokalt at ændre på normer for ventelister til kræftbehandling. Men hvem skal lokalt beslutte, at det kan ske. Er det i socialforvaltningen?
I forlængelse heraf åbner Mette Frederiksen nemlig for inddragelse af civilsamfundet, dvs. private virksomheder, frivillige og diverse humanitære organisationer. Hvor eksempelvis børn overalt i samfundet skal stå klar til at hjælpe deres forældre og omvendt. Afhængigt af alder og situation. Men her er det store udfordring, hvad der er fundamentet for denne hjælp, og hvor meget der fra samfundets side kan forventes af disse familiebaserede og frivilligt organiserede indsatser. Det vil som minimum kræve, at dem, der skal hjælpe, har tid og råd til at hjælpe, samtidig med at de bor i en fornuftig afstand til dem, der skal hjælpes.
Jeg kan ikke forestille mig, at Mette Frederiksen går ud fra, at sådan en hjælp kan være effektiv, medmindre der er tid, faglig support og ressourcer nok til at gennemføre den. Samskabelse koster også! Ikke mindst tid og institutionel smidighed. Samtidig åbner den let for kontrol og bureaukrati, medmindre man er ligeglad med det faglige indhold i hjælpen. De fleste er vel klar over, at det ikke er alle voksne, der kan tage sig af deres gamle. Og de er vel også klar over, at forældre ikke kan klare alle psykiske udfordringer hos deres unge børn. Slet ikke uden faglig hjælp og sparring. Og så er man tilbage ved omkostninger og bureaukratiet igen. Og ved værdien af det universelle princip.
Universel velfærd koster i form af højere skat, uanset om man taler om samfund eller stat. Og man kan kun inddrage medborgere og åbne for lokale forskelle, hvis man samtidig insisterer på det universelle princip og på at åbne for, at der bliver mere disponibel tid til dem, der kan og vil hjælpe. Som samtidig forudsætter stor tillid til dem, der har brug for hjælp, og til dem, der skal hjælpe. Det er først, når Mette Frederiksen begynder at indse det, at man for alvor kan begynde at udvikle et nyt velfærdssamfund. Med vægt på samfund.
